Den der siger Spanien, siger Alt!

Magasinet Solkysten bringer i deres juni nummer nedenstående artikel. Den er skrevet af en af vores dejlige gæster, Gitte Brockstedt, som har haft lyst til at berette om sit besøg på Casa Klein. 



Klik på billedet for at læse den originale artikel digitalt - eller læs hele historien nedenfor:


”Den der siger Spanien, siger alt!”

Dette er et citat af Carl Bratli, dansk lingvist og filosof fra begyndelsen af forrige århundrede. Dog tillader jeg mig, at ændre lidt på citatet: ”Den der siger Málaga, siger alt!”, og med Málaga mener jeg nærmere betegnet Paradis på Jord: Casa Klein.

Jeg kom egentlig på Casa Klein ved et tilfælde. Grundet nogle flotte billeder og historier på internettet, har jeg igennem flere år taget tilløb til besøget. Og hvilket besøg!

Med AVE-toget fra Barcelona, jeg elsker tog, ankom jeg med hjælp fra Ayuda al Cliente til Málaga station med kufferter og hund. Ved stationen stod der en høj, slank mand med et skilt med et navn på. Lykken var, at der stod Gitte. Mit rigtige navn er Birgit, men i venners kreds altid kaldet Gitte. Det varmede. Jeg vinkede til ham og gjorde opmærksom på, at det var mig der var på vej, og så blev hans smil endnu større. Jeg nåede lige uden for hegnet, og så fik jeg et kæmpe kram. Der var noget der sagde mig, at jeg var på vej hen til et godt sted at være. Vi gik over til taxaen, som arbejder for Casa Klein, til endnu et stort smil og et kram fra taxachaufføren. Og så var vi på vej.

Taxachaufføren var en god guide, og han fortalte om byen og områderne vi passerede, inden vi nåede op til Casa Klein. Jeg har flere gange været i Málaga, men aldrig om natten. Og som gammel guide var det vældig interessant, det han fortalte. Oppe midt på bjerget lå så Casa Klein. Og på den sidste del af den snoede vej lå det smukt belyste hus. Jeg blev hjulpet igennem parken ad de snoede stier, om til mit værelse. Og nok engang mødte jeg en venlig sjæl der spurgte, om jeg var sulten, og hvad jeg ville have at spise. Jeg var træt efter den lange tur, og det var ikke lige tidspunktet for mad, men den venlige sjæl sagde ”hvad med en cremesuppe? Jeg er ellers ikke til supper, jeg sagde men fremstødte alligevel et ”Ja tak”. Og waw. Hvilken cremesuppe!

Herefter blev det tid at begynde at pakke lidt ud, så i det mindste tandbørste og nattøj kunne findes frem, hunden skulle luftes og så var det ellers i seng. I et pragtfuldt værelse med kæmpe badeværelse, et meget stort skab - i det hele taget et pænt møbleret og hyggeligt værelse. Det sagde lige bang, da jeg nåede op i min seng, og så sov jeg til kl. præcis 6:30. Da var nemlig en fasan, på bakketoppen lige uden for mit værelse, som tillod sig den frækhed at skryde godmorgen. Jeg stod op, gik uden for døren for at byde den nye dag velkommen. Så gik jeg ind og pakkede resten ud, og tillod mig den luksus, noget man jo ikke kan gøre i byen, at gå ud og gå tur iført nattøj. Da jeg nåede ned i den anden ende af parken var klokken efterhånden halv ni, og så kom der ellers fem gøende hunde over græsplænen, for at se hvad det var for noget nyt noget, der stod dernede. Men hundenes gøen var ikke vred, derimod en velkomstgøen. Så jeg slap min hund løs, og som alle andre på Casa Klein, så var hundene ligeledes glade for at møde en ny kammerat. Og som personalet viste mig rundt med venlighed og tålmodighed, var det nøjagtigt det samme med hundene. De have alle deres plads midt på dagen i varmen, også min. Den tillod sig at lægge sig under flygelet.

Sjældent har jeg mødt et personale med sådan en tålmodighed. Altid med smil på læben, et lille kindstrøg og et kærligt ord. Og selvom patienten og hjælperen ikke altid talte samme sprog, så forstod man hinanden. Det var nøjagtigt som at komme ind i et stort hus fra gamle dage, med mange børn og barnepiger til samme børn. Huset duftede hjemligt, og væggene føltes varme. Det var virkelig en god oplevelse. Og som den jo sidst ankomne, klart at jeg var nysgerrig. Jeg er en god iagttager, så jeg kom hurtigt ind i børneflokken, og havde den store glæde at spise frokost og aftensmad hver dag med en engelsk gentleman. Og var der noget man havde lyst til, så kunne man gå ud i køkkenet og bede om det, eller der blev spurgt: ”kunne du tænke dig en kop kaffe eller noget andet at drikke?”. Hele stedet var så serviceminded, som man meget sjældent ser. Jeg blev kørt ned til et storcenter, for jeg er lige så dum som andre turister, og havde glemt at foråret er lumsk, så jeg måtte ned at købe en varm træningsdragt.

Med Joan Klein var jeg også på bytur. Nede at se havneområdet og på kaffebar. Og tænk sig, der var petit four. Vi åd en hel bakke. Jeg husker petit four fra min bardom. Når min mor lørdag aften kom hjem, så var det altid med petit four, men siden har jeg ikke fået dem. En anden dag kørte Joan Klein mig en tur til byen for at shoppe. Jeg var med på rideskole og havde, som den hestepige jeg er, nogle fantastiske oplevelser med den spanske hest, Andaluseren, som for øvrigt er forfader til den danske Frederiksborghest samt Libisaneren. Det var en kæmpe oplevelse.

Jeg har mange gange været i Andalusien via mit arbejde og ved, at Andalusien er varmt, men ikke kun vejret, også de folk der bor der. Jeg følte mig virkelig velkommen.

Som udlænding i Spanien er det vigtigt, at man har et testamente. Det har jeg også. Og i det testamente står der bl.a., at sker der mig et eller andet, så jeg ikke selv kan træffe beslutninger, så skal jeg sendes tilbage til Danmark. Dette testamente bliver nu lavet om, for jeg ved i dag, at sker der mig noget, og jeg ikke selv er herre over mine gerninger længere,så skal jeg sendes til Casa Klein.

Det er et godt sted at slutte livet med kærlighed, hvor man er assisteret af et fantastisk personale med varme hænder. Selvfølgelig håber jeg på, at jeg kan komme ned og bo på Casa Klein med alle mine sanser i behold. Og det ville være dejligt, hvis min gamle hund kunne komme med. Kan den ikke det, så har jeg bestemt mig for, at jeg skal have en lille yorkshire. Og for at gå i den helt anden retning, så vil jeg også adoptere en spansk mishandlet galgo – for jeg ved, at begge hundene og jeg vil være velkomne på Casa Klein.

Ps. Et stort knus og tak til hele personalet på Casa Klein. Tak for det 14 gode dage I gav mig. Jeg glemmer dem aldrig. Og til dig, Joan, stort tak og et kæmpeknus for din overbevisning om, at selvfølgelig skulle jeg på Casa Klein. Jeg ved at både plejehjemmet samt seniorhotellet fungerer helt fantastisk, og kan kun give jer alle de varmeste anbefalinger. Og nok en gang tak.

Gizmo og Gitte Brockstedt