Fuld gang i butikken, igen.

Jul og nytår gik godt. Men allerede inden krudtrøgen havde lagt sig, og juletræet var båret ud, var fuld gang i CASA KLEIN butikken, igen. 

Her er vi taget en tur til havet på en "kold" vinterdag.

Og spillefuglene er også allerede i gang igen med et slag Micado eller en omgang Domino - gerne iført pels...

Juhu! Og her er der én der har sagt farvel til kørestolen. "For nu går jeg selv igen".

Så skal der også bydes velkommen til Raymond, en ægte engelsk gentleman. Han er vild med haven, bonsaitræerne og i det hele taget med at være udendørs.


Her får Joice lige have taget blodtrykket af vores nye plejer Rafael. Endnu en rar plejer på CASA KLEIN.

Lilian, vores skønne kok, er klar til dagens arbejde. Altid med smil på læben og en munter bemærkning til dem der stikker hovedet ind i kabyssen. 

Så skal der tænkes! For Mr. Bond og Raymond skal virkelig kæmpe hårdt for at vinde et spil Domino her. Faktisk skal de tænke så det knager. Ellers har de IKKE en chance. Så det gør de. Altså tænker så det knager...

På med jakkerne og afsted på en let gåtur rundt i haven. Kate og Bernadette nyder de mange blomster, og selv roserne dufter skønt om vinteren.


Nogle er til roser, andre er til bonsai. Yvonne er vild med vores bonsaisamling. Så hun lister ofte stille rundt og kigger på de mange og vidt forskellige bonsai´er, mens hun nøje følger årstidernes skiftende vækst på de små miniaturetræer.

Så når vi siger, at der er fuld gang i butikken igen, så er det selvfølgelig på vores helt egen måde, at have "fuld gang i butikken" på, nemlig ét skridt ad gangen.  

De næste tre måneder er vintermåneder hernede i Sydspanien, men det afholder os ikke fra at være udenfor og nyde godt af de vigtige D-vitaminer, som solens stråler giver os.

Tak fordi du læste med,

OS ALLE FRA CASA KLEIN