Nu afdøde Harry Motor har flere gange besøgt CASA KLEIN som gæst, og vores andre gæster har alle nydt den bramfri tone og optimisme, som Harry Motor altid var eksponent for.

[ Ære være hans minde ]


Kære fru Joan Klein!
Jeg er 87 og er med årene blevet en smule træt af mange af de afprøvede, professionelle ferieadresser i og såmænd også udenfor Europa.
— Harry Motor

Udtalelse:

Ofte har jeg tabt kostbare feriedage og uger i selskab med larmende børn, plaprende voksne og professionelle hotelfolks rutinemæssige gøren og laden, mens jeg faktisk kun ønskede at være et smukt sted med varmt vejr, interessante seværdigheder, gode forretninger, respektabel service og ro og fred blandt mennesker, der er en smule anderledes og i besiddelse af en kende tyngde. For det eneste vi mennesker har i dette liv, er jo blot - hinanden.

Så en dag stødte jeg i min avis på ordet "Seniorhotel". Det var forbundet med Deres "Casa Klein" ved Malaga i Spanien. Med lukkede øjnene mumlede jeg:"Seniorhotel" og forestillede mig, at her var måske en reel chance for at få mine ønsker opfyldt? Så jeg slog til og bestilte en uge på "Casa Klein".

Den uge blev en ny oplevelse i mit lange liv.

Da jeg kom ud fra "ankomst" i lufthavnen, blev jeg mødt af en nydelig chauffør med et skilt med mit navn på. Det eneste ord på engelsk, han mestrede, var "O´kay", og det brugte han flittigt, mens han transporterede mig fra lufthavnen mod "Casa Klein". Jeg bad ham fjerne nakkestøtten på sædet ved siden af føreren i den elegante bil, så jeg kunne se fremad fra bagsædet, og der var sandelig nok at se på. Efter nogle kilometre pegede chaufføren på en indhegnet park oppe på bjergsiden og sagde
smilende: "Casa Klein, o´Kay", og lidt efter blev vi lukket ind bag stedets massiv jernport.

Værtinden, De fru Klein, modtog mig på klingende dansk, som er det daglige sprog på stedet. Og det var behageligt at møde en værdig dame med den specielle naturlighed, som giver respekt uden nedladenhed. Jeg rykkede ind i nummer 17, et herligt værelse med udsigt ned til byen og det glitrende, solbeskinnede Middelhav.

Det viste sig, at stedet blandt andre var beboet af et antal modne medborgere i rullestol, hvilket gjorde min ferie til noget helt specielt. Der var også læge, massør og en række danske og spanske medarbejdere til stede døgnet rundt. På værelset kunne man alle 24 timer trykke på en knap, og et øjeblik senere stod der en smilende medarbejder og spurgte, hvad han//hun kunne hjælpe med? Der blev ikke spurgt, hvad der var galt, men om hvad man kunne hjælpe med?

Hovedbygningen var indrettet med mange opholdsrum, biblioteker, og musik rum til søndagskoncerten, og det hele lå midt i en smuk park med swimming pool, trænings rum og alverdens blomster, kaktus og træer - en flora helt uden grænser. Et antal store palmer vogtede med stolt, ophøjet ro og kraft over området som gardister med ammunitionsposer ved bæltestedet.

Køkkenchefen er dansk og hedder Kim. Hver morgen starter han med forklæde på og et tomt fad i armene jagten på friske grøntsager i haven. Hans udseende og evner er en reklame for et godt køkken.

En stor og dejlig, jydsk pige, er en nøglefigur på stedet. Gæsterne elsker hende, for hun er den fødte problemknuser. En dag stod jeg nede i byen udenfor det kæmpestore supermarked og kunne ikke finde en taxa. Jeg ringede hjem til hende, og hun spurgte, hvor jeg nøjagtigt stod og sagde, at jeg ikke måtte flytte mig de næste 11 minutter. 11 minutter senere kom hun tøffende i sin private bil, der var det mest miserable køretøj, jeg nogensinde har oplevet. Hun satte hælen ud af døren, standsede køretøjet, smilede 10.000 watt og sagde : "Kravl ind og hold dig fast"!

Jeg klamrede mig til hvad, jeg kunne få fat på, og 11 minutter senere var vi tilbage på "Casa Klein". Det er, hvad jeg kalder personlig service Jeg spurgte, hvordan jeg kunne takke hende, og hun sagde, at hun havde forelsket sig i mine sandaler, som jeg iøvrigt havde købt hjemme hos Matas for 29. 95, og dem fik hun. Jeg ved ikke hvad du, der læser dette, fik med hjem fra din seneste ferie, men sådan et dejligt menneske, der går på den jord, der ligger foran hende, kan jeg lide at tænke tilbage på.

Snakken med pigerne i rullestolene - og også med dem uden - skabte dejlige oplevelser og nye horisonter. Man lytter til, hvordan en livsklog pige kan bevare sit intellekt i 12 år siddende i en rullestol i Spanien. Hvad betyder hendes familie hjemme for hende? Hvordan kommer hun igennem en horisont løs tilværelse, hvad får hende til at smile? Hvad får dig til at smile?

Jeg kan anbefale "Casa Klein" til alle, der ønsker en anderledes ferie, hvor man oven i en pletfri service får tilføjet et stænk af medmenneskelig respekt og værdighed. En dag tog lægen vores blodtryk. Mit var 136 over 85, og jeg har næppe smagt en bedre middag end den, vi fik samme aften. Min nabo, reklamemanden, kalder sådan noget for salgspsykologi, jeg kalder det medmenneskelig omsorg. Hvad kalder du det?

Kære fru Joan Klein, meningen med denne epistel er at sige tusind tak for en anderledes ferie. Jeg ved ikke, hvordan De gør det, for hvem forstår sig på kvinder? Det går der en historie om. En mand var ude at gå en tur i naturen og kikkede ud over det smukke Øresund. Pludseligt dukkede Vorherre op og spurgte, om manden havde et ønske, som Vorherre kunne opfylde? Lidt forvirret sagde manden, at han gerne ville have en bro mellem Helsingør og Halsingborg. Vorherre tøvede lidt og svarede så, at det jo var et enormt projekt til mange, mange millioner, og om ikke der var noget andet, manden ønskede? - Jo, svarede manden, lær mig hvordan man kan forstå kvinder! Vorherre spekulerede lidt og sagde så: - Hvor mange kørebaner skal en sådan bro have?

Tusind tak og glad hilsen fra
Harry Motor